Royal Run 2019 træningsforløb

Bliv en del af et stærkt løbefællesskab med Kokkedal Løbeklubs gratis 12 ugers træningsforløb frem imod Royal Run. Du får sat din træning i system, du bliver en bedre løber, og du bliver en del af et fællesskab bestående af løbere med samme udgangspunkt og mål som dig.​

Vi tilbyder løbeholdet: Fra 5 til 10 km på 12 uger.

Træningsforløbet frem mod Royal Run 2019 foregår:

  • Onsdage kl 17.30
  • Lørdage kl 09.00 ​
  • Første træning for Royal Run træningsforløbet: Lørdag 16. marts 2019​
  • Sidste træning i Royal Run træningsforløbet: Lørdag 8. juni 2019​
  • Royal Run finder sted: 10. juni 2019

(desuden er du velkommen til at komme og gå med os – se mere her på siden om gåhold eller på vores Facebook)​

Mødested
Vi mødes ved Bølgepladsen foran Egedalshallen, Kokkedal.​

Træningen er for løbere, der allerede kan løbe 5 km helt eller næsten helt uden pause, tempoet er underordnet. Vi kommer til at løbe i et par forskellige grupper, der tempomæssigt passer til hinanden. ​

Tilmelding og mere information ​
Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig. Du dukker bare op på en træningsdag – helst den første dag selvfølgelig. Men skulle du være forhindret der, så er du velkommen en efterfølgende gang.

Du er velkommen til at klikke “Deltag” på vores Royal Run begivenheder på Facebook men det er som sagt ikke nødvendigt.

Pris: Gratis og en ekstra bonus: Hvis du træner med os 10 gange i træningsforløbet og gennemfører Royal Run får du gratis medlemskab (begrænset til gang-, løb- og cykelaktiviteter) af Kokkedal Løbeklub resten af 2019. ​

OBS: Træningsforløbet er også for dig, der ikke kan/vil deltage i Royal Run, men gerne vil være en del af et løbefællesskab.​

Om Kokkedal Løbeklub​
Klubben er for alle, der har fokus på “bevæg dig for livet”, som for os omfatter sundhed, velvære og samvær.​

Vi er en skøn blanding af mænd og kvinder, der enten løber, går, cykler eller flere af delene, og du er meget velkommen hos os uanset hvilket motionsniveau, du befinder dig på.​

Kokkedal Løbeklub er ikke en stor klub men fælles for os alle er, at vi er vedholdende og positive omkring at bevæge os i vores naturskønne lokalområde sammen med andre. Hvis du har et ønske om at løbe blandt ligesindede uden at skulle slå rekorder (andet end dine egne), så har vi helt sikkert noget at tilbyde.​

Om Royal Run Danmark​
10. juni 2019 inviterer Kronprinsen alle danskere ind i idrætsfællesskabet. Formålet er at møde danskerne i øjenhøjde og motivere til at deltage i idrætsfællesskabet. I København/Frederiksberg kan du vælge distancerne One mile (1,6 km) og 10 km. Royal Run arrangeres af Bevæg dig for livet – et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik Forbund. ​

Du kan tilmelde dig til selve Royal Run løbet her